Vrimler med nikotinposer: Hunden kan blive kvalt
Nikotinposer kan være særdeles farlige for hunde.
Flere gange dagligt ser Mette Jacobsen nikotinposer ligge og flyde, når hun er ude at gå tur med sin hund Bain i skoven i Hinnerup.
- Jeg ser nikotinposer på hver eneste gåtur uden undtagelse. Det er noget svineri, siger hun.
Det ser ikke kun træls ud. Det kan også være farligt for nogle hundemaver.
- Det, jeg er mest bekymret for, er, om min hund får taget sådan en nikotinpose, uden at jeg ser det. For jeg ved, at en nikotinforgiftning kan gå vanvittigt stærkt, siger hun.
Efterspørgsel på undervisning
Mette Jacobsen er ikke den eneste hundeejer, der er bekymret over nikotinposerne.
Hun er også hundetræner, og her er hun begyndt at undervise hundeejere i, hvordan de bedst kan undgå en nikotinforgiftning.
- Vores kursister kommer og spørger, hvordan de kan lære deres hunde ikke at samle eksempelvis nikotinposer op fra jorden. Vi har taget det med i vores undervisning, fordi det er blevet et stigende problem, siger hun.
Men det kan være svært at undgå, at ens hund får spist en nikotinpose.
- Det handler om at være opmærksom på sin hund, når man er ude at lufte den. Og så træne den til at spytte ting ud, hvis den får fat i noget, den ikke skal have, siger Mette Jacobsen.
Potentielt dødeligt
Dyrlæge og indehaver af Åbyhøj Dyreklinik, Johan Mikkelsen, fortæller, at det potentielt kan have meget store konsekvenser, hvis ens hund får en nikotinforgiftning.
- For hundene er det her et stort problem, fordi nikotinposerne er tilgængelige, og fordi konsekvenser ved at indtage dem er ret store, siger dyrlægen.
Han fortæller, at hunde kan risikere at dø af en nikotinforgiftning.
-Nikotin er en nervegift, og påvirker nervesystemet. Ved en forgiftning kan åndedrætsmusklerne blive lammet, så man faktisk bliver kvalt, siger Johan Mikkelsen.
Derfor er anbefalingen også, at man skal ringe til sin dyrlæge med det samme, hvis uheldet skulle være ude.