- Vi har gjort en god handel
Inventarfirma på opkøb hos konkursbo
Den enes død, den andens brød. Sådan er det også i erhvervslivet.
I dag valgte inventarvirksomheden Expedit fra Hinnerup at købe dele af virksomheden EM Retail Solutions i Horsens, som er under konkursbehandling.
Købet betyder, at Expedit blandt andet overtager virksomhedens varelager, tegninger og kundekartotek. EM Retail Solutions fortsætter ikke under eget navn, og Expedit overtager hverken gæld eller forpligtelser.
Med købet håber den administrerende direktør, Steen Bødtker, at Expedit kan få adgang til flere nye kunder:
- Det er selvfølgelig trist for EM Retail Solutions, men vi har gjort en god handel. Det åbner døre til nye kunder, som vi kan indgå handler med, siger adm. direktør Steen Bødtker til TV 2 | ØSTJYLLAND og forklarer:
- Vi håber, vi i første omgang kan få solgt en del af virksomhedens varelager til de eksisterende kunder og derefter få mulighed for salg.
Købet af EM Retail Solutions skal være med til at styrke Expedit både på det danske og europæiske marked.
Expedit kom ud af 2013 med et fald i omsætningen på 78,4 millioner kroner, hvilket svarer til omkring 15 procent.