Skjult under jorden: Nabo mistænkt for strømtyveri
En 52-årig mistænker, at hans nabo har stjålet strøm fra ham via et skjult kabel.
9. feb 2023, kl. 13:53
Mere end 30 dage gammel
Østjyllands Politi tog onsdag til Ulstrup i Favrskov Kommune til en noget aparte sag.
Det fremgår af torsdagens døgnrapport.
En 52-årig mand havde kontaktet politiet, fordi han havde fundet noget mistænkeligt på sin bopæl.
Fra et udendørs kraftstik var der trukket et strømkabel, han ikke selv kunne genkende. Ledningen løb ned i jorden og væk fra huset i retning mod naboejendommen.
Anmelderen opfattede kablet som forsøgt skjult og mistænkte, at der kunne være tale om, at naboen stjal strøm på hans regning.
Politiet sendte betjente til stedet, og sagen bliver nu undersøgt nærmere.