Højhuse i midtby et skridt nærmere: Borgere føler sig ikke hørt

Der er blevet åbnet for højhusbyggeri i Hadsten, og det bekymrer de lokale. De føler ikke, at deres modstand tages seriøst af politikerne.

Det har vakt oprør i Hadsten, at der arbejdes på en ny midtbyplan, hvor der åbnes for blandt andet højhusbyggeri. På trods af en lang række indsigelser fra borgere, tog planen det næste skridt på et udvalgsmøde tirsdag.

quote Det vil skæmme bybilledet og have markante negative konsekvenser for de omkringliggende huse. Det vil stadig være tilfældet, hvis der bygges i 5 etager.

Jeppe Kirkegaard, Hadsten

Her blev de i alt 52 høringssvar, 72 postkort og to underskriftsindsamlinger fremlagt for medlemmerne af Favrskov Kommunes planudvalg, som dog valgte at gå videre med planerne.

Indsigelserne har dog også fået betydning, men ikke nok, mener de lokale.

- Vi værdsætter, at kommunen nu lægger op til, at der maksimalt må bygges i 5 etager i stedet for 6. Men vores primære indsigelse mod det skitserede byggeri på Vesselbjergvej 1-3 er, at det er markant højere end den omkringliggende bebyggelse, skriver Jeppe Kirkegaard fra Hadsten i en mail til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Det vil skæmme bybilledet og have markante negative konsekvenser for de omkringliggende huse. Det vil stadig være tilfældet, hvis der bygges i 5 etager.

VIDEO: I maj gav Jeppe Kirkegaard udtryk for, at han og konen ville fortryde flytningen til Hadsten, hvis der kommer et højhus i baghaven.

Vil have mindre byggeri

De fleste indsigelser mod planen vedrører netop Vesselbjergvej 1-3 og Kirkevej 8. Begge steder må der, hvis planen føres ud i livet, bygges i op til fem etager.

- Vi foreslår, at der maksimalt bygges i 3-4 etager, så det nye byggeri passer bedre ind i omgivelserne. Da der for nyligt blev opført etagebyggeri på hjørnet af Kirkevej og Nørregade, blev det skaleret efter de omkringliggende bygninger. Vi beder om, at Favrskov Kommune fortsætter dette princip, lyder det fra Jeppe Kirkegaard.

Ændringer efter indsigelser

Skal bygge noget pænt

Politikerne er med på, at nyt byggeri i Hadsten skal tilpasses det omkringliggende område i forhold til materialevalg og udformning, men der er altså ikke noget, som tyder på, at højhuse bliver bremset.

quote Lokalplanen for Vesselbjergvej skal nok inden længe i høring, så der kan borgerne give deres besyv med.

Kurt Andreassen (V), næstformand Planudvalget 

- De skal selvfølgelig ikke lave noget rædselsfuldt, men noget pænt, der passer ind. Det betyder dog ikke, at alle bliver glade for det, siger næstformand i Planudvalget, Kurt Andreassen (V), til TV2 ØSTJYLLAND.

Han forstår borgernes frustrationer, men pointerer samtidig, at en midtbyplan ikke er bindende.

Så der er håb forude.

VIDEO: Også i Ry i Skanderborg Kommune har flere borgere tidligere været utilfredse med, at der skal bygges fleretagers huse. Indslaget er fra december 2018.

Er kun vejledende

- En midtbyplan er blot vejledende. Herefter skal der vedtages lokalplaner i byrådet, som kan ændre tingene. Lokalplanen for Vesselbjergvej skal nok inden længe i høring, så der kan borgerne give deres besyv med, siger Kurt Andreassen.

På Vesselbjergvej ligger der allerede et konkret projekt, som kan gøre Jeppe Kirkegaards bekymringer til virkelighed. Inden da er han og de øvrige kritikere klar på dialog.

- Vi håber meget, at byrådet vil høre på vores bekymringer, inden midtbyplanen vedtages. Vi vil derfor i løbet af de næste par uger invitere byrådets medlemmer til dialogkaffe, lyder det fra ham.