Favrskov svinger sparekniven
Svamp på lokale folkeskoler tvinger byrådet til ny sparerunde
Så sent som i efteråret valgte et flertal i byrådet at vedtage en række besparelser i budgetforliget.
Men efterårets besparelser er tilsyneladende ikke nok.
I hvert fald er partierne i byrådet igen blevet enige om at svinge sparekniven. Denne gang skæres der yderligere 22. mio. kr. af budgettet.
- Det er et stort beløb, og for den enkelte borger kan det blive ganske ubehageligt. Men jeg kan se, at alle andre kommuner sidder med de samme problemer, siger borgmester Niels Borring (S) til Randers Amtsavis.
De kommende besparelser betyder blandt andet, at Favrskov Kommune dropper et nyt dagtilbud for børn i Voldum, renovering af køkkener i daginstitutioner og udgifter til gæstedagplejehuse i Hinnerup og Hammel.
Besparelserne skyldes blandt andet, at kommunen har fået uventede udgifter til at bekæmpe svamp på Skovvangskolen i Hammel, Haldum-Hinnerupskolen og Børnehaven Engen i Søften.