Favrskov håber fortsat på politiskole
Repræsentanter fra Favrskov Kommune forsøgte at påvirke Retsudvalget med gode argumenter
Favrskov Kommune er blandt de østjyske kommuner, der har lagt billet ind på at huse den nye politiskole i Vestdanmark, og i går var repræsentanter fra kommunen en tur i København, hvor de havde foretræde for Retsudvalget.
Det er en meget komprimeret mødeform, hvor der på forhånd var aftalt et kvarter, og efter en kort velkomst havde borgmester Nils Borring (S) og de øvrige repræsentanter knap 10 minutter til at aflevere hovedbudskaberne.
- Vi nåede et kort møde med retsordfører Trine Bramsen (S) inden mødet med de otte medlemmer af Retsudvalget. Det er jo ikke dem, der skal tage stilling til det før til sidst, men vi forsøgte at klæde dem på med politifaglige argumenter, siger Nils Borring til tv2oj.dk.
To lokationer i spil
Favrskov Kommune har udset sig to lokationer til politiskolen, hvis det lykkes at vippe de øvrige 17 kommuner, der er med i kampen om politiskolen, af pinden.
Ny politiskole: Afklaring inden sommer
- Vi har to grunde i Hadsten, der er oplagte, og der er ikke begrænsninger på i forhold til areal. Det er to 'nøgne' områder, der er lige til at gå til, og den ene grund ligger ved andre uddannelsesinstitutioner, så der kan politiskolen blive en del af et campusområde. Den anden grund ligger i det sydlige Hadsten, fortæller Nils Borring.
Der er et krav om, at den kommende politiskole højst må ligge 200-250 kilometer fra København, for eleverne skal kunne være i København i løbet af to timer, men så bliver det svært at finde en placering i det østjyske, lyder det fra borgmesteren.
Østjyske politikere vil kæmpe for politiskole
- Hvis afstandskravet er et must, så ryger der mange ansøgninger. Vi har valgt at udfordre det politifagligt, for hvis man bruger elever, så kommer de ikke ind i førstebølgen i tilfælde af for eksempel en terroraktion, forklarer Nils Borring.
Status quo
Han har svært ved at sige, hvordan Favrskovs position er i forhold til de andre ansøgere på baggrund af gårsdagens møde.
- Det er nok stort set det samme som før mødet, men jeg håber selvfølgelig, at vi får politiskolen i Hadsten, for vi har fremsat nogle gode argumenter. Hvis det lykkes, så får vi en stor arbejdsplads, og det vil være med til at sætte os på landkortet, lyder det fra Nils Borring.
Du kan se et interview med borgmesteren i videoen øverst på siden.