Blev nummer 2 til VM - nu søger han konkurrenter
44-årige Michael Pilgaard fra Thorsø håber, at flere - især mænd - vil få øjnene op for linedance. Han er nemlig den eneste mandlige konkurrencedanser i Danmark.
Han er vokset op i en hesteverden og har både redet og kørt trav.
Motocross og fodbold er også blevet afprøvet, men ingen af delene har rigtigt fanget ham.
For halvandet år siden prøvede Michael Pilgaard så noget nyt - og dét bed sig fast: Linedance.
- Jeg tror, det er min glæde for musik. Fra jeg var 18 til 30 år kørte jeg rundt med et mobildiskotek, så musikken har fyldt meget. Jeg har altid været den, der sprang på dansegulvet, når jeg var i byen, men jeg har aldrig kunnet danse, fortæller den 44-årige lagerchef fra Thorsø.
Det har han i dén grad fået gjort noget ved, siden han for halvandet år siden - ved en tilfældighed - endte med at møde op hos Real Linedance i Randers. Til VM i slutningen af 2023 i Schweiz endte han med to sølvmedaljer i sine kategorier.
- Jeg tog af sted for oplevelsen, men jeg har kun danset konkurrence i et år, så det havde jeg ikke regnet med, siger han.
Tilfældighed
At det blev linedancen, som vandt Michael Pilgaards hjerte, var – ifølge ham selv – lidt af en tilfældighed.
- Jeg søgte efter en dansepartner, fordi jeg ville lære noget standarddans. Jeg troede, at jeg havde fundet en, men så hoppede hun fra, fortæller han.
Så tog algoritmerne på Facebook over.
- Jeg havde søgt så meget på dans, at der dukkede en reklame op på Facebook for det her linedance i Randers. Så hoppede jeg med på det, siger Michael Pilgaard.
Derfra er det gået stærkt. Formand og træner i Real Linedance, Wicki Agnete Vindum, er imponeret over den iver, Michael Pilgaard har lagt for dagen, siden han første gang mødte op i foreningen.
- Han er en af de mest engagerede dansere, jeg nogensinde har haft. Han vil rigtig gerne lære og udvikle sig. Det stråler ud af Michael, at han gerne vil det her dans, siger hun.
Mere end motion
Hun tror på, at det hårde arbejde på dansegulvet kan tage ham langt i linedance-verdenen - men også at han får andet og mere ud af det.
- Jeg kan se, fra han startede til nu, at hans livsglæde og personlighed er vokset. Jeg er sikker på, at han nok skal nå et højt niveau, siger hun.
Michael Pilgaard selv er enig i, at dansen giver ham meget mere end blot motion og det sociale.
- Jeg kan bruge det i mit privatliv og jobmæssigt. Og i mit datingliv for den sags skyld. Man skal bare være sig selv og så må folk acceptere det, siger han.
- Selvfølgelig inden for almindelige normer, skynder han sig at tilføje med et stort smil.
Hvis man synes, det ser sjovt ud, så kom af sted
I år er Michael Pilgaard rykket et niveau op, selvom han er forholdsvis ny, fordi der er flere konkurrencer og dermed flere konkurrenter. Det kan nemlig godt knibe lidt med den del i sporten, når man er mand fra Danmark.
- Jeg er den eneste mandlige konkurrencedanser i Danmark. Det kunne være fedt at få flere med, konstaterer han.
Derfor opfordrer han folk til at kridte danseskoene og prøve det af, hvis lysten er der.
- Hvis man synes, det ser sjovt ud, så kom af sted. Nogle gange bliver man bidt af det - andre gange gør man ikke. Men hvis man ikke prøver det, ved man ikke, hvad man bliver bidt af.
Se hele indslaget om Michael her: