Westergaard blasfemi-sagsøgt
Jordansk domstol indleder blasfemisag mod aarhusiansk Muhammed-tegner
En domstol i Jordan indleder den 25. april en retssag mod den aarhusianske tegner Kurt Westergaard, der anklages for blasfemi på grund af sin tegning af Muhammed med en bombe i turbanen.
Det siger Zakarya Sheihk, der er talsmand for en gruppe jordanske medier, som tilbage i 2008 anklagede Kurt Westergaard for blasfemi.
Sagen indledes ved en domstol i hovedstaden, Amman, og den danske tegner er indkaldt til forhør, siger talsmanden.
- Retssagen har som mål at forhindre forsøg på at fornærme islam og opildne til had med muslimer verden over, men specielt i Europa, siger Zakarya Sheihk.
En jordansk anklager indkaldte Kurt Westergaard til forhør i 2008, efter at 30 jordanske aviser, internetsider og radiostationer anklagede ham for blasfemi på grund af tegningen af Muhammed med en bombe på hovedet.
Omfattende uroligheder
Offentliggørelse af de danske karikaturtegninger af Muhammed førte til omfattende uroligheder og demonstrationer mod Danmark og Morgenavisen Jyllands-Posten i mange muslimske lande, inklusive Jordan.
Jordanske parlamentsmedlemmer har opfordret til, at Jordan bryder med Danmark diplomatisk.
Regeringen i Amman har flere gange fordømt de danske Muhammedtegninger og advaret om, at de kan føre til ekstremisme og forværre forholdet mellem Danmark og Jordan.
Det lykkedes ikke torsdag aften at få en kommentar fra Kurt Westergaard.