Vokseværk i Horsens
Befolkningstallet stiger og stiger
Antallet af borgere i Horsens Kommune stiger og stiger.
Ifølge den seneste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik vil der i 2040 være 104.400 borgere i Kommunen.
Det er en stigning på 21,91 procent i forhold til de 85.600, som bor i Kommunen i dag.
- I Horsens Kommune har vi en klar målsætning om, at vi vil være vækstkommune også på bosætning. Og derfor er det jo opløftende og dejligt at se, at den strategi, vi har for at opfylde vores målsætning, virker, siger Peter Sørensen (S), der er borgmester i Horsens Kommune, i en pressemeddelelse.
Kommunens strategi handler blandt andet om at satse på kultur og oplevelser for børn og voksne.
- Og for mig er der ingen tvivl om, at byens image sammen med en række andre faktorer spiller en væsentlig rolle i forhold til at nå vores målsætning om at være en kommune præget af vækst og dynamik såvel befolknings- som erhvervsmæssigt, siger Peter Sørensen.