Virkelyst og whisky sikrer Sall titlen som årets landsby

Sall vinder prisen som årets landsby i Region Midtjylland

Sall har en særdeles aktiv beboerforening og et lokalråd, der er involveret i landsbyens mange udviklingsprojekter.

- Det startede nok rigtig dengang, folkeskolen blev varslet nedlagt. Der startede vi alvor med at rotte os sammen og slutte os sammen og kæmpe sammen.

Ordene kommer fra Torben Kallestrup, der er formand for Beboerforeningen i Sall. 

Sall viser, at det nytter at få gode ideer og stå sammen om at realisere dem.

Nils Borring (S), borgmester, Favrskov Kommune

Torben Kallestrup og de andre omkring 250 beboere i Sall har grund til at være stolte af sig selv. De har nemlig vendt udviklingen i deres by og vist vejen væk fra den afvikling, der præger debatten om landdistrikter. 

Det bliver beboerne nu hædret for med 150.000 kroner og titlen som årets landsby i Region Midtjylland i 2018.

01:42

VIDEO: Her kan du se søndagens indslag om Sall.

Luk video

Den lille by kan prale af egen friskole, en børnehave og et friplejehjem - og så er der Sall Whisky Destillery. Et whisky-destilleri, der har fået medfinansiering fra 50 af landsbyens borgere. 

- Vi var allesammen helt hooked på idéen. Inden længe var vi syv unge mænd inklusiv en landmand her fra egnen, der tænkte, at det skal vi da bare gøre, siger Snævar Albertsson, der er medejer af Sall Whisky, til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- For os gav det rigtig god mening at tage byens navn i vores foretagende, og i og med at hele byen bakker op, er det kun naturligt, at vi viser, hvor vi er fra.

Læs også Nu åbner byen i byen - Randers får landsby for ældre med demens

Hvis man spørger Hanne Smedgaard, der er formand for Landsbyrådet i Favrskov Kommune, er destilleriet medvirkende til, at Sall vinder Landsbyprisen 2018.

- Jeg tror, det er med til at sætte Sall på landkortet, at man finder ud af, at man måske på sigt kan skabe nogle arbejdspladser, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Fakta om Landsbyprisen

  • Regionsrådet uddeler hvert år landsbyprisen til en landsby eller gruppe af landsbyer, der har vist nye veje til fornyelse og udvikling. Med prisen følger et beløb på 150.000 kr., som kan anvendes til faciliteter og aktivitetsmuligheder til almen offentlig benyttelse i landsbyen. 
     
  • Kandidater til prisen indstilles af Lokale Aktionsgrupper (LAG) og af kommuner, der ikke har Lokale Aktionsgrupper. Fristen for indstilling af kandidater var 4. december 2017.
     
  • Et ekspertpanel vurderer de indstillede kandidater på baggrund af otte kriterier fastsat af Regionsrådet. 
     
  • Sall i Favrskov Kommune er favorit til Landsbyprisen 2018. Regionsrådet udpeger vinderen på sit møde den 20. marts, hvorefter prisen overrækkes i løbet af foråret. 

Sall ligger fem kilometer fra Hammel, og byens store virketrang får flotte ord med på vejen af Favrskov Kommunes borgmester, Nils Borring (S).

- Sall har igennem mange år vist en stærk vilje til at ville det lokale. Borgerne har et stort iværksættergen, som slår igennem i flere private virksomheder og i de fælles projekter, som byens borgere gennem flere år har stablet på benene. Sall viser, at det nytter at få gode ideer og stå sammen om at realisere dem. Det kan vi være meget stolte af og lade os inspirere af i fremtidens landsbyudvikling, siger han i en pressemeddelelse.

Fem kandidater har i 2018 dystet om Landsbyprisen. Favoritten er udpeget via pointgivning fra et panel bestående af eksperter med bopæl uden for Region Midtjylland. 

Læs også Pressede landsbyer står stærkest sammen