Vil du være med i en bestyrelse? Alternativet uddeler poster
Byrådet har indstillet til, at Alternativet får en portion tillidsposter i byen – dem vil partiet nu dele ud til alle interesserede
Når man bliver valgt ind i byrådet bliver de forskellige partier indstillet til en række tillidsposter – typisk bestyrelsesposter – der kan uddeles til politikerne.
Men hos Alternativet går de ikke nødvendigvis til politikerne. Alternativet i Aarhus har nemlig valgt at tilbyde samtlige poster til alle, der måtte være interesserede – uanset om de er medlem af partiet eller ej.
Læs også
- Vi har skrevet en mail ud til alle, der modtager vores nyhedsbrev, at alle der kunne have en interesse i en eller flere poster kan skrive ind, og så laver vi et lille udvalg, hvor vi kigger på, hvem vi skal vælge, siger Tenna Schaldemose, der er forperson (Alternativets kønsneutrale version af en formand, red.) i Alternativets lokalforening i Aarhus.
- Vi tror på, at flere ved mere, og vi ved ikke hvilke kompetencer, der sidder derude, så det er et forsøg på at få de rigtige mennesker på posterne, lyder begrundelsen.
Politikerne får også chancen
Blandt andet bliver der tilbudt en bestyrelsespost i Teatret Gruppe 38, en plads i Hjemmeværnets Distriktsudvalg Østjylland eller en bestyrelsespost hos Risskov Amtsgymnasium.
Læs også
Selv om posterne altså udbydes til alle interesserede er det ikke sådan, at Alternativets lokalpolitikere er helt afskåret fra muligheden for at få en post.
- Vi forventer da også, at nogle af politikerne byder ind, og at de er oplagte til nogle af posterne. Men de skal ikke bestride alle posterne, siger Tenna Schaldemose.
Læs også
Man skal have interessen for det og noget viden på området, for vi vil gerne være så dygtige som muligt, siger hun.
Kun én giver penge
Blot en enkelt af posterne følger der et økonomisk vederlag med. Det drejer sig om en plads i Skatteankenævnet. Men Tenna Schaldemose afviser, at man bare har delt posterne ud, fordi der ikke var penge i dem.
- Den, der er vederlag på er også en lidt tungere post, så der skal vi have en med lidt tung faglig viden. Jeg nævner vederlaget for at signalere, at her kommer vi til at prioritere den faglige viden tungt. Der er eksempelvis ikke mange af vores kandidater, der har den tunge skattefaglige viden, så der kunne jeg forestille mig, at det blev en anden, siger Tenna Schaldemose.
Se et længere interview i videoen øverst i artiklen.
Her har Alternativet fået pladser
- Skatteankenævnet - OBS! Der følger et mindre vederlag med denne stilling
- Bestyrelsen for Teatret Gruppe 38
- Bevillingsnævnet
- Hjemmeværnets Distriktsudvalg Østjylland
- Nævningegrundlisteudvalget
- Skolebestyrelsen ved Center for Specialundervisning af Voksne
- Bestyrelsen for Diakonhøjskole
- Bestyrelsen for Aarhus Produktionsskole
- Bestyrelsen for Risskov Amtsgymnasium
- Bestyrelsen for Institut for Kommunikation og Handicap
- Bestyrelsen for Børglum Kollegiet
- Bestyrelsen for Tandlægekollegiet