Vikingerne kommer
Stort vikingeskib lægger til kaj
Samsø får senere i denne måned besøg af et af verdens største vikingeskibe.
Havhingsten befinder sig normalt på Roskilde Vikingeskibsmuseum på Sjælland. Men denne sommer stævner det altså ud på Kattegat for senere at lægge til kaj ved Langøre på det østlige Samsø.
Her befinder den sig fra på mandag i næste uge og to dage frem.
Under Havhingstens besøg arrangerer Samsø Erhvervs- og Turistcenter og rederiet Færgen i fællesskab en vikingefestival kaldet "Vikingernes Samsø". Under festivalen kan de besøgende blandt andet komme ombord i Havhingsten.
- Mens skibet ligger ved kaj, slår det dørene op for besøgende, som kan opleve vikingetidens liv til vands. På skibet kan besøgende få en guidet tur, se skibets udstilling eller lade børnene prøve kræfter med nogen af vikingetidens redskaber, oplyser rederiet Færgen i en pressemeddelelse.