Vikar sagsøger Århus Kommune i pædofilisag

En tidligere lærervikar vil renses for pædofili-anklager og trækker nu Århus Kommune i retten.

En 22-årig lærervikar slæber nu Århus Kommune i retten. Han vil renses for pædofilianklager, som han mener kommunen fremsatte, da de fyrede ham sidte sommer.

Det skriver Nyhedsavisen

- Jeg har haft et møde med kommunen, hvor jeg krævede at få en skriftlig undskyldning, som renser mit navn. Det har kommunen nægtet at give mig, så nu er jeg tvunget til at gå rettens vej, siger den 22-årige, som har bedt sin advokat forberede et sagsanlæg.

Sidste sommer sendte Århus Kommune et brev til samtlige ledere i Børn og Unge med ansættelseskompetence. Brevet var en advarsel mod at ansætte den 22-årige, som ifølge kommunen havde haft "uprofessionel og grænseoverskridende kontakt til en elev".

Det fremgik dog ikke af brevet, at kontakten bestod i at vikaren havde sms'et og chattet med elever og blandt andet diskuteret én elev med en anden elev, og at kontakten på ingen måde havde seksuel karakter.

Alligevel nægter kommunen at rense lærervikarens navn.

- Vi fastholder, at han har udvist grænseoverskridende adfærd, og derfor vil vi ikke trække brevet tilbage, siger personalechef i Børn og Unge, Lars Riise.