VIDEO: Dagen før dagen - nu gøres der klar til valget
Der er travlt for alle kommunens ansatte og de frivillige, der er ved at gøre klar til valget tirsdag
I disse dage knokler flere af kommunens ansatte og frivillige for at gøre valgstederne klar til tirsdag.
- Der er 1200 frivillige. Vi bestiller 7600 måltider. Der er 46 valgsteder, og vi inviterer alle aarhusianere til demokratiets festdag, siger Lene Danielsen, der er administrativ ansvarlig for valget i Aarhus.
Læs også
Hun har styr på alt det tekniske, der er ved et valg. En af de store opgaver er at værne om borgernes ret til stemmehemmelighed.
- Ved I godt, hvis gardinerne ikke er i orden, så bliver det en sag for valgbestyrelsen, men for vores byråd. Jeg har engang haft en klage over et gardin på et valgsted. Og det var fordi vedkommende klagede over, at gardinerne var transparente, og det må det jo selvfølgelig ikke være, fordi der er stemmehemmelighed, fortæller Lene Danielsen.
Det er typisk på folkeskoler, der er valgsteder, men på Rådhuset og Dokk1 er der også valgsteder. Valgstederne har åben i hele 12 timer. Man kan stemme fra klokken otte om morgenen til klokken otte om aften.
273.499 valgkort sendt ud
I Aarhus Kommune er der sendt 273.499 valgkort ud til alle stemmeberettigede borgere i kommunen.
Man kan måske tro, at det er hr. Risskov eller fru Brabrand, der afgør kommunalvalget i Aarhus Kommune. Men i virkeligheden kan byens mange tilflyttere, udenlandske studerende og nye stemmeberettigede komme til at spille en afgørende rolle for valget om et par uger.
Læs også
64.579 personer kan for første gang stemme i Aarhus Kommune til et kommunal- og regionsrådsvalg. Det er flere end hver fjerde vælger i Aarhus Kommune.
I det tal ligger tilflyttere og personer, der er fyldt 18 år siden kommunalvalget i 2013.
Valgdeltagelsen ved kommunalvalget i 2013 var på 70,49 procent.
I videoen øverst i artiklen kan du se mere fra valgforberedelserne i Aarhus.