Vestas får stor ordre i Kina
Vindmølleproducenten Vestas i Randers har modtaget en stor ordre fra to statsejede kinesiske selskaber.
Vindmølleproducenten Vestas med hovedsæde i Randers har modtaget en stor kinesisk ordre.
Selskabet skal levere 220 stk. V52-850 kw vindmøller, meddeler selskabet. De to ordrer er modtaget fra de statsejede selskaber Datang Chifeng Saihanba Wind Power Co., Ltd. og Yilan Longyuan Wind Power Co.Ltd.
Leveringen af vindmøllerne skal begynde i efteråret 2007.
- Vi glæder os over at indgå disse kontrakter med Datang og Longyuan, som er to af de førende inden for drift af vindkraftanlæg i Kina. Såvel Datang som Longyuan har længe været kunder hos Vestas, og underskrivelsen af disse kontrakter er endnu en milepæl i vores tætte samarbejde med begge selskaber, siger Thorbjørn N. Rasmussen, administrerende direktør for Vestas Asia Pacific.
Vestas oplyser, at ordren ikke påvirker koncernens forventninger til 2007. /ritzau/