Valgte bådeventyr frem for studieræs: Nu sejler de i Middelhavet

For Peter Gonge, Hans Rask og Jesper Grove lød et bådeventyr til Middelhavet som et sjovere alternativ end en uddannelse

00:48

Video: Privatfoto

I slutningen af marts drog vennerne Peter Gonge, Hans Rask og Jesper Grove afsted på eventyr.

De tre unge mænd havde ikke lyst til at blive en del af det studieræs, som fylder for deres jævnaldrende, og derfor stævnede de ud i den stolte skude Albatros fra Aarhus Havn med kursen sat mod Middelhavet.

Læs også Dropper studieræset: Peter, Hans og Jesper sejler mod Middelhavet

TV2 ØSTJYLLAND har bedt drengene gøre status:

Hvor er I nu?

Peter: Vi er lige kommet til Italien, nærmere bestemt en lille ø sydvest for Sardinien, der hedder Isola di San Pietro. Byen hedder Carloforte.

Hans: Vi ved aldrig rigtig helt, hvor længe vi bliver, når vi kommer til et nyt sted. Men det bliver formentligt ikke til det helt lange stop, da italienerne har valgt at skyde havnepriserne på Sardinien helt i top! Her kommer man hurtigt til at smide 100 Euro for at have båden liggende i en havn en enkelt nat.

På kortet kan du se drengenes rute:

Hvad har været den største oplevelse indtil videre? 

Peter: Jeg tror, den største oplevelse for mig, var at sejle igennem Gibraltarstrædet. At komme fra Atlanterhavet og kigge ind i Middelhavet var lidt som at se ind i det forjættede land. Selvom det var nat, da vi sejlede og ikke rigtigt kunne se noget – ud over lyset fra skibe og byer – fik jeg alligevel en helt speciel fornemmelse i maven. Jeg tror, jeg tænkte noget lignende: "Vi gjorde det rent faktisk!".

De tre venner inden afrejse. Fra venstre: Jesper, Peter og Hans.

Jesper: For mig var sejladsen ved øen Menorca noget helt særligt. Her var der simpelthen så skønt med utallige små bugte, hvor man ligger i det krystalklare vand omgivet af lodrette klipper – helt isoleret. Der var plads til at nyde freden. Samtidig var der rig mulighed for at udforske verdenen under havet. Vi dykkede nærmest konstant i den periode, vi sejlede ved øen, og hver gang var det en stor oplevelse.

Hans: For mig var én af de store oplevelser, da vi havde overstået det lange stræk over Biscayabugten. Da var vi netop kommet igennem både Biscayabugten og Den Engelske Kanal, som vi inden afrejse havde vurderet som de to værste sejlmæssige punkter på hele vores tur. Det var lidt spændende til tider, men endte alt sammen med at gå rigtig godt!

På dykketur ved Menorca.

Hvornår har I været mest pressede?

Hans: Det tror jeg, var da vores motor gik i stykker i Kieler-kanalen lidt over en uge efter. vi var sejlet fra Aarhus. Vi var i situationen næsten sikre på, at motoren var færdig, og at rejsen dermed ville være slut, før den overhovedet kom i gang.

At være kaptajn og træffe alle de rigtige beslutninger uden at have den helt store sejlererfaring har ofte givet knuder i maven.

Peter Gonge

En ny motor ville koste omkring 65.000 kroner, og så̊ ville der pludselig ikke være meget tilbage at leve for. Vi kom dog igennem resten af kanalen med vores 2,5 hk påhængsmotor og videre ud i noget voldsomt vejr i Elben, hvor strømmen, vinden og de store containerskibe ikke var noget nær det, vi kendte hjemme fra Danmark.

Vi kom dog helskindet igennem det, og kunne efter fem timers nervepirrende sejlads sejle ind i Cuxhaven, hvor vi på mirakuløs vis fandt en mekaniker, der efter et par timers slid fik gang i vores kære motor, Mette, igen. De dage var en emotionel rutsjebanetur, som heldigvis endte lykkeligt!

Jesper ved ankerbugten Cales Coves ved Menorca. Båden længst til venstre er Albatros Foto: Privat

Peter: Turen til Cuxhaven har nok været det mest pressede og opslidende på hele turen. Da slusen åbnede sig, og vi begav os ud i Elben, kom prøvelserne for alvor. Vi begyndte at sejle slalom for at undvige det ene store containerskib efter det andet.

Vi skulle derudover undvige en frygtelig masse indsejlingsbøjer, og den hårde vind, som vi havde lige imod os, hjalp ikke på det. Heldigvis havde vi den stærke strøm med os, men det betød også, at det var umådeligt svært at beregne den aktuelle kurs. For at toppe det hele havde vi konstant lavtvandsområder omkring os, som vi også skulle undgå.

Gennem Biscayabugten fik drengene følgeskab af en flok delfiner.

(Peter fortsat) På et mere personligt plan har jeg også været presset flere gange. At være kaptajn og træffe alle de rigtige beslutninger uden at have den helt store sejlererfaring har ofte givet knuder i maven. Jeg tænker specielt på, da vi stævnede ud mod Biscayabugten fra Brest. Jeg kunne se, at vejrvinduet kun lige akkurat var stort nok til, at vi kunne klare os igennem, inden en mindre storm ville ramme. Det betød at, at hvis vi fx fik motorproblemer igen, ville vi mildt sagt være på den. Men vi klarede den! 

Jesper: Sejladsen over Biscayabugten var vild! Jeg nåede da at tænke på, hvor meget jeg ikke ville give for at sidde indenfor med en kop kakao og høre regnen tromme på vinduet. Hvis man sidder og tænker, at det var en kamp mellem liv og død, kan jeg berolige med, at jeg i det øjeblik følte mig mere i live, end jeg har gjort i lang tid. Jeg var i den grad til stede i nuet – noget jeg sjældent mærker så̊ stærkt. 

Hans med fødderne solidt plantet på kompressoren, som drengene har døbt "Majken".

Hvad er det bedste ved at være afsted?

Jesper: Det bedste er muligvis kombinationen af, at man får lov til at få så mange indtryk på så mange forskellige steder, men at der på samme tid er så naturligt meget tid til at fordøje det alt sammen. Jeg vil betegne det som at bevæge sig i en tilstand, hvor ens hoved er en rubikskube, man stille og roligt sidder og løser. Jeg bliver beriget på ufattelig mange måder – ikke bare med mine to venner – men også på et dybt og personligt plan.

Peter: Det bedste ved at være afsted er klart. at vi helt selv kan sætte dagsordenen for, hvad hver enkelt dag skal bestå af. Vi bestemmer helt selv, hvor vi vil sejle hen, og hvad vi vil opleve.

En klog gammel mand fortalte os, at livet ombord er som et ægteskab, og det skal plejes.

Jesper Grove

Hans: For mig er særligt tiden til refleksion, den afslappende hverdag og de mange nye indtryk helt klart noget af det bedste ved at være afsted. Vi planlægger alting selv, har ingen forpligtelser og spørger os selv om morgenen, hvad vi idag har lyst til.

Det er en enorm frihed at stå op hver eneste dag, drikke en kop kaffe imens man overvejer, hvad dagen i dag skal byde på. Jeg er meget opmærksom på, at vi i øjeblikket lever en speciel og utrolig privilegeret hverdag. Jeg forsøger så vidt muligt at nyde hvert et øjeblik af den, for jeg ved også, at den ikke varer ved.

På opdagelse ved Gijon i Spanien.

Kan I holde hinanden ud?

Jesper: En klog gammel mand fortalte os, at livet ombord er som et ægteskab, og det skal plejes. Det kan jeg kun nikke genkendende til. Vi lever så tæt, at jeg er bevidst om stort set alt, hvad mine to kumpaner foretager sig, når vi er ude på søen. Det kræver ikke mindst karakterstyrke og stor overbærenhed med hinanden. Hvis man får gode ideer af vores foretagende, skal man være parat på privatlivskrænkelse af mere end første grad. 

Kaptajn Peter ud for den spanske kyst.

Peter: At leve så tæt op og ned ad hinanden i så lang tid er bestemt en prøvelse. Og i særdeleshed når vi er så forskellige, som vi er. Vi har i hvert fald fundet ud af, at ordet "ro" er en sjov størrelse. Det er blevet meget tydeligt for mig, at jeg har brug for mere ro og stilhed end de to andre.

Men vi har også fundet ud af, at nøglen til et godt sammenhold er at snakke sammen og være ærlige overfor hinanden. Der var en håndfuld mennesker hjemme i Danmark, der sagde inden vi sejlede, at denne tur ville gøre os til gode ægtemænd. Det forstod jeg ikke rigtigt dengang, men det gør jeg nu!

Det handler altid om, hvad man skal i fremtiden, hvad man lavede i fortiden, og fokusset ligger altså aldrig rigtig på nuet.

Hans Rask

Hans: Vi har efterhånden brugt rigtig meget tid i hinandens selskab. Vi boede først sammen på Albatros i vinters, hvor vi klargjorde båden, og vi har nu efterhånden sejlet rundt sammen i 3,5 måned. Og man må bare sige, at når tre unge mænd i så lang tid gør alt sammen på en lille båd som Albatros – som vel nok indvendigt har et areal på omkring 10 kvadratmeter – så kommer man rigtig tæt på hinanden – på både godt og ondt.

Vi har gode tider og mindre gode tider præcis ligesom alle andre. Den helt store forskel er bare, at man ikke sådan lige kan flygte. Det betyder, at vigtigheden af at give hinanden plads, vise respekt og tage hensyn kommer særligt til udtryk. Vi arbejder hele tiden på at opnå en bedre gruppedynamik ved at tage tingene i opløbet og være ærlige overfor hinanden.

Solnedgang i Atlanterhavet.

I satte kurs mod det græske øhav. Holder planen stadig?

Jesper: Jeg er overbevidst om, at planen holder, og vi skal nok ramme det græske øhav. Jeg har dog lært, at her i livet når man, hvad man når, og hvis man glemmer at stoppe op og derimod konstant skynder sig gennem tilværelsen i søgen efter noget bedre, lader man livet gå en forbi. Det er en tanke, jeg nyder at gå og tygge på – især fordi jeg tror, det danske samfund har fortalt mig det modsatte gennem størstedelen af mit liv.

Uanset, hvor usandsynligt det end lyder, er undertegnede – aka “The Captain" – stadig en fri fugl.

Peter Gonge

Peter: Den endelige destination hedder stadig det græske øhav, og selvom det tog noget længere tid at komme til Middelhavet, end vi havde regnet med bl.a. pga. reparationer og defekter, skal vi nok stadig nå det! Planen derefter er stadig uvis, men båden kommer nok til at overvintre et sted i Grækenland. Om turen fortsætter til foråret, båden bliver fragtet hjem til Danmark eller noget helt tredje sker, ligger stadig hen i det uvisse.

Hans: Før afrejse talte vi meget om en dansk tendens: Man stiller sig aldrig tilfreds og stræber altid efter noget andet. Det handler altid om, hvad man skal i fremtiden, hvad man lavede i fortiden, og fokusset ligger altså aldrig rigtig på nuet.

På samme måde er hele planlægningen af vores færd en konstant balancegang mellem, at vi gerne vil fremad og komme til nye lande, men at vi også skal huske at nyde nuet og være lige der, hvor vi er. Det er svært at leve op til, men jeg synes faktisk vi gør det rigtig godt!

Jesper ordner fisk i Portugal.

Det vigtigste spørgsmål: Har I fået kærester?

HansHahaha, åh ja. Du måtte jo spørge. Jeg tror, at vi i den første artikel svarede meget enstemmigt, at ingen af os havde kærester, at vi alle var frie fugle, og at det bestemt også var bedst sådan. Tingene har dog så småt ændret sig siden, og på trods af hvor usandsynlig dårlig timingen er, så har jeg faktisk fundet en rigtig sød pige. Inden afrejse var det bestemt ikke en del af planen, men jeg må også efterhånden erkende, at man i mange af livets facetter ikke kan planlægge sig ud af det.

Jesper: Der er ikke sket det store på den front. Det er skam ikke fordi, der er for få potentielle ofre for min kærlighed, og alle ved da også, at en sømand har en pige i hver havn. Jeg er nok bare stadig ved at lære mig selv bedre at kende, så jeg en dag kan varetage den rose, der skal blive min udkårne…

Peter: Uanset, hvor usandsynligt det end lyder, er undertegnede – aka “The Captain" – stadig en fri fugl.

Drengene kan følges på Facebook-siden De tre mænd i den lille båd