Ung mand overfaldet og berøvet
En 30-årig mand blev overfaldet og frarøvet sine penge
En 30-årig mand blev tirsdag udsat for et voldsomt røveri ved Spanien i Aarhus.
- Han blev overfaldet bagfra af to personer, der slår ham og vælter ham omkuld og tager hans penge, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi Vagn Martinussen.
Manden havde 8.000 kroner på sig, og de blev taget fra ham:
- Han havde lige hævet penge til weekenden, forklarer vagtchefen.
Gaderøveriet fandt sted omkring klokken 12.50.
Hjælp politiet med at finde gerningsmændene
De to gerningsmænd beskrives som to mænd af mellemøstligt udseende.
Den ene af den beskrives som 25-30 år gammel, 175 cm høj. Han er almindelig af bygning, brun i huden med sort hår og uren hud på kinderne, der ligner fregner eller sår. Han talte dansk med accent. Han var iført en sort hættetrøje og mørke bukser.
Den anden mand beskrives som 30-35 år gammel, 160 cm høj, spinkel med kort, sort hår. Han var iført en sort t-shirt og var desuden tatoveret på underarmen.
De to mænd forsvandt desuden i en sort BMW stationcar af nyere model.
Oplysninger i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 114.