Tyv med skruetrækker hærger i Tilst
Flere beboere i villaområde i Tilst er blevet truet af tyven, som bryder ind, mens folk ligger og sover.
10. sep 2007, kl. 10:37
Mere end 30 dage gammel
I mindst to tilfælde har borgere i Tilst oplevet at vågne op om natten og kort tid efter stået ansigt til ansigt med en indbrudstyv.
Begge gange har tyven, der beskrives som muskuløs, truet med en skruetrækker, inden han er stukket af.
- Vi betragter sagen med alvor. Vi appellerer til beboere i kvarteret om oplysninger, siger politikommissær Peter Grove Munk til Århus Stiftstidende.
Området har desuden været plaget af flere natlige indbrud, hvor folk ikke er vågnet, mens tyven har rodet skabe, skuffer og jakkelommer igennem.
Hvis man kan hjælpe med opklaringen, kan Østjyllands Politi kontaktes på: 87 31 14 48.