Turister i flydrama
Fly på vej til Aarhus Lufthavn måtte nødlande
180 passagerer ombord på et fly på vej til Aarhus Lufthavn i Tirstrup havnede torsdag i et fly-drama.
På vej hjem fra en uges solferie i det tyrkiske ferieparadis Antalya med det svenske rejseselskab Nazar kom deres charterfly pludselig i vanskeligheder. Flyet måtte returnere til Tyrkiet, hvor passagererne oplevede en dramatisk nødlanding.
En af passagererne, Henrik Almind, fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at flyet rystede voldsomt kort efter starten, hvorefter motoromdrejningerne gik kraftigt op og ned.
Mens det var i luften, blev flyet ifølge Henrik Almind undersøgt for skader af militære jagerfly, der gelejdede charterflyet fra flyselskabet SunExpress tilbage til lufthavnen, hvor det landede. Alle ombord er uskadte.
- Flere af passagererne blev chokerede over det, der skete. Især fordi vi ikke blev særligt godt informeret, mens vi var luften, siger Henrik Almind til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Sendt hjem med reservefly
Passagererne skulle være landet i Tirstrup kl. 17.55. I stedet blev de torsdag aften sendt hjem fra Tyrkiet med et andet fly.
Et nyt hold chartergæster skulle torsdag aften have været sendt af sted fra Aarhus Lufthavn med det uheldsramte fly. De venter i stedet på, at reserveflyet skal nå frem.
Flyet ventes at lande i Aarhus Lufthavn kl. 23.
Flyet nødlandede i den tyrkiske ferieby Antalya: