Trafiksyndere mister bilen
Beslaglægger flere biler og motorcykler
Antallet af køretøjer, der konfiskeres på de østjyske veje, er på det nærmeste eksploderet.
Hvor frustrerede betjente førhen havde bødeblokken som eneste sanktionsmiddel over for de værste syndere i trafikken, gør ordensmagten i stigende grad brug af en skærpelse i færdselsloven. Det skriver Århus Stiftstidende.
Sidste år blev det væsentligt nemmere for politiet at konfiskere bilen, når bilister gentagne gange bliver knaldet for den samme forseelse. Og beføjelserne bliver udnyttet til fulde.
Det bedste værktøj i lang tid
I Østjyllands Politikreds klappede fælden for 16 bilister i 2010. I 2012 var tallet mere end tidoblet. Her konfiskerede Østjyllands Politi 171 køretøjer. Og alene i år er 12 køretøjer indtil videre inddraget.
- Det er det bedste værktøj, vi har fået i lang tid. Det er præcis de her bilister, vi helst ser fjernet fra vejene. Desuden har det en stor præventiv effekt i de kredse, hvor man generelt lader hånt om færdselsloven, siger lederen af færdselsafdelingen hos Østjyllands Politi, Kristian Thomsen.
Hammeren falder tredje gang, du bliver taget med sprit eller narko i blodet. Derudover napper politiet nu også bilen, hvis du tre gange bliver snuppet uden kørekort eller kører bil i frakendelsesperioden.
Herefter bliver køretøjet solgt på auktion, og salgsbeløbet ruller direkte i statskassen.
Færre trafikdræbte
Hos Rådet for Sikker Trafik kæder man politiets nye beføjelser direkte sammen med et stort fald i antallet af trafikdræbte.
- I 2012 oplevede vi et fald på 20 procent i antallet af trafikdræbte på landsplan. Endda oven på et år, hvor vi i forvejen gik 13 procent ned. Det skyldes med stor sandsynlighed, at politiet har fået bedre mulighed for simpelthen at tage bilen fra de værste syndere. Derudover har højere bødetakster også haft en effekt, siger direktør i Rådet for Sikker Trafik, Anders Rosbo.