Træningskamp endte uafgjort
AGF spillede uafgjort mod Fredericia i en af de sidste testkampe inden sæsonstarten.
De to AGF-angribere Peter Foldgast og Rasmus Katholm kom begge på scoringstavlen, da Århus-klubben i går spillede 2-2 i en træningskamp mod FC Fredericia.
Derudover var der dog ikke meget at glæde sig over for de cirka 400 AGF-fans, der havde taget turen til Skanderborg for at overvære opgøret mellem de to jyske 1. divisionsklubber.
Kampen blev afviklet i stegende hede, og de fleste AGF-spillere var udmattede efter et hårdt træningsprogram i de seneste dage.
- Spillerne var meget trætte i dag. De manglede overskud, men det er der heller ikke noget at sige til, for indtil nu har vi prioriteret træningen højere end kampene. Vi har trænet meget hårdt i de sidste par uger, og det er i den sammenhæng, at kampen skal vurderes, siger AGF-træner Ove Pedersen til klubbens hjemmeside.
Fredag spiller AGF endnu en træningskamp. Her hedder modstanderen Hobro.