Tour de Gudenaa - nu med start i Ulstrup

Traditionen tro var der igen i år Tour de Gudenaa

00:55

VIDEO: Her kan de se, hvordan det så ud, da starten gik i Ulstrup.

Næsten 600 deltagere var med i den 51. udgave af Tour de Gudenaa, hvor man i kano eller kajak begiver sig fra Silkeborg til Randers. En tur på cirka 73 kilometer.

Men der er også mulighed for kortere ture, hvis 73 kilometer er for stor en mundfuld. Blandt andet kan man begynde i Ans og snuppe de cirka 40 kilometer til Randers, og som noget helt nyt kunne man i år også begynde i Ulstrup i Favrskov Kommune.

- Vi fik flere forespørgsler på, om vi ikke kunne lave en kortere rute. Det ønske ville vi gerne opfylde ved at lave en start i Ulstrup, og det ville Favrskov Kommune gerne være med til, siger Ole Tikjøb, der er formand for Dansk Kano og Kajak Forbund.

Læs også Heidi trodser lægernes dom og ror igen

Turen fra Ulstrup til Randers er cirka 23 kilometer.

- Vi skal have en god tur, øve os og se noget natur, siger Lone Jeslund, der lørdag begav sig ud på vandet fra Ulstrup.

Knap 600 personer deltog i den 51. udgave af Tour de Gudenaa.

Ole Tikjøb glæder sig over de knap 600 deltagere, selvom han gerne ser, at antallet stiger, så man igen kan komme op på 700-800.

Læs også Rolig stund på vandet: Frank kombinerer kajak og mindfulness

- Vi håber, at folk får en god oplevelse, og vi prøver hele tiden at forbedre det. Jeg har kun fået positive tilbagemeldinger, og det er gået super godt, siger Ole Tikjøb.

Stigende interesse

Dansk Kano og Kajak Forbund har 23.000 medlemmer, og det tal har vokseværk. En klar fordel ved sporten er ifølge formanden, at man ikke er bundet af faste tidspunkter og andre personer.

- I kajak kan man tage ud som enkeltperson og få oplevelser i naturen. Man er ikke afhængig af at skulle følges med andre. Vi oplever en god tilslutning til vores klubber, og der kommer også nye klubber til, siger Ole Tikjøb.

01:55

VIDEO: 19 unge fra 15 forskellige lande er i Silkeborg for at lære at sejle i kajak, køre mountainbike og prøve trekking. Se video fra den 13. august her.

Luk video