Tilst-biltyve tiltalt af politiet

Århus Politi tiltaler fire mænd for biltyveri i forbindelse med Tilst-sagen.

Fire unge mænd er nu formelt blevet tiltalt for biltyveri i sagen fra Tilst, hvor politiet dræbte to mistænkte, ubevæbnede biltyve med skud i december 2001.

For en måned siden måtte anklageren, vicepolitimester Villy Sørensen fra Århus Politi, i retten opgive at gennemføre sagen mod de overlevende som tilståelsessag, da de fire unge mænd trak deres tidligere tilståelser i retten tilbage.

Derfor har anklagemyndigheden i stedet måtte rejse tiltale i et anklageskrift, og sagen venter nu en dato til behandling ved retten i Århus. /ritzau/