Thorsen ikke klar til afsoning

Den tidligere stor-entreprenør Kurt Thorsen mener langt fra, at han er klar til at genoptage afsoningen.

Den tidligere storentreprenør Kurt Thorsen mener langtfra, at han er klar til at genoptage afsoningen af sin seks år lange fængselsstraf, efter han i september var ude for et voldsomt overfald.

Kurt Thorsen venter, ifølge advoket Jørgen Lange, i disse dage på en speciallægeerklæring, der skal godtgøre, at Thorsens helbred ikke tåler fængselsforholdene.

- I første omgang er lægeerklæringen tilvejebragt på foranledning af kriminalforsorgen for at finde ud af, om den nuværende strafafbrydelse skal fortsætte. Om min klient har fået nogen skader efter overfaldet - varige eller forbigående. Men hvis de lægelige oplysninger har et sådant indhold, at det er fornuftigt at søge benådning, vil vi selvfølgelig overveje det, siger advokat Jørgen Lange til Berlingske Tidende.

Skulle Kurt Thorsen således blive benådet og dermed slippe for resten af sin straf, vil det i hans tilfælde være Dronning Margrethe selv, der skal skrive under på benådningen. Noget, som hun gør i en snes tilfælde om året. /ritzau/