Syrien-krigere kom fra lille gruppe

Muslimsk Ungdomscenter har radikaliseret 22

Arkivfoto.

22 af de aarhusianere, der sidste år tog til det krigsramte Syrien, var tilknyttet den samme lille ungdomsgruppering. Det viser dokumenter fra Aarhus Kommune, som Radio24syv har fået aktindsigt i.

Der er tale om den ekstremistiske gruppe Muslimsk Ungdomscenter (MUC), som holder til i den omstridte moské på Grimhøjvej i Aarhus og har en Facebook-side med mere end 3.000 følgere. Her deler gruppen videoer, billeder og statusopdateringer, der ifølge SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd "påskønner oprøret (i Syrien, red.) og de personer, der deltager".

Hos Aarhus Kommune bekræfter Toke Agerschou, leder af samarbejdet mellem skole, sociale myndigheder og politi, at MUC-medlemmerne har "radikaliseret hinanden" og måske endda medvirket til Syrien-rekruttering.

Dokumenter fra Østjyllands Politi, som programmet Reporterne på Radio24syv har fået aktindsigt i, beskriver, hvordan en 18-årig dansk statsborger med somalisk baggrund endte med at rejse til Syrien efter blandt andet at være blevet medlem af MUC. Den unge mand gik på et aarhusiansk gymnasium og havde et job i supermarkedet, men trak sig gradvist fra begge dele i takt med at han bevæger sig dybere ind i det radikale islamistiske miljø. Han ender med at sige sit job op i supermarkedet, fordi han ikke vil arbejde et sted, hvor man sælger svinekød og alkohol, og tager til Syrien med en kammerat. Radikaliseringen tog blot få måneder.

Se: Østjyde på USAs terrorliste

I en rapport fra SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, der blev udgivet i sidste måned, bliver MUC beskrevet som en af de 15 ekstremistiske grupperinger, der findes i Danmark. MUC's faste kerne består af blot 15-20 personer, mens flere deltager i grupperingens arrangementer.

SFI-rapporten peger ikke på, at MUC direkte rekrutterer de unge til at tage til Syrien, men det fremgår derimod, at "for disse unge glider ideologien i MUC og det større salafistiske miljø dermed over i en ekstremistisk holdning og aktivitet."

I dokumenter fra kommunen, som Radio24syv har fået aktindsigt i, hedder det, at MUC "understøtter radikalisering af unge", men gruppen har ikke været meget i offentlighedens søgelys. De er heller ikke meget for at stille op i medierne og har således sagt nej tak til at udtale sig til denne artikel.

I moskéen på Grimhøjvej fortryder talsperson Fadi Abdallah ikke at have givet husly til MUC.

- Efter opfordring fra politiet og myndighederne har vi fortsat beholdt disse her unge hos os, for vi vil ikke have, at de går andre steder. Vi holder møder med dem og holder øje med dem og giver dem råd og vejledning - det er den eneste vej, vi kan få styr på dem, siger han til programmet Reporterne på Radio24syv.

Se: Østjysk Syrien-kriger anholdt

Kilder i miljøet og hos myndighederne vurderer dog over for programmet, at moskéens ledelse ikke har den store autoritet hos de unge, der til gengæld arrangerer deres egne aktiviteter, som spænder lige fra koran-undervisning til sport, hytteture, natløb og orienteringsløb.

- Det er meget engagerede unge mennesker. De er velbegavede og gode til rigtig mange ting, forklarer Toke Agerschou fra Aarhus Kommune til Reporterne på Radio24syv. Han har været i dialog med MUC siden januar, hvor kommunen henvendte sig til dem via moskéen på Grimhøjvej som en del af indsatsen for at stoppe unge i at rejse til Syrien.

- På den ene side er de meget inkluderede i vores samfund, men på den anden side er de meget hjemløse i forhold til, hvordan samfundet fungerer - de har svært ved at finde deres plads, siger Toke Agerschou til programmet Reporterne på Radio24syv.

Ifølge ham er de unge ikke længere så interesserede i at rejse, fordi Islamisk Stats såkaldte kalifat har vist sig at være mere brutalt, end de unge havde forestillet sig og kan stå inde for. Der vurderes således blot at være udrejst "et par stykker" fra Aarhus til Syrien i år, mens tallet sidste år var 22.