Svend Aukens afløser på plads

Socialdemokraterne i Århus valgte tirsdag aften Jens Joel Nielsen som ny folketingskandidat efter afdøde Svend Auken.

Jens Joel Nielsen bliver dermed ny kandidat for Socialdemokraterne i Århus Øst-kredsen.

Det er en tung og forpligtende arv at skulle efterfølge Svend Auken, der utvivlsomt var en af de største personligheder i dansk politik.

31-årige Jens Joel Nielsen erkender, at det er umuligt at finde en ny kandidat, der tåler sammenligning med Svend Auken som person.

- Jeg stiller op, fordi jeg repræsenterer de samme værdier, som dem Svend stod for. Nemlig det at vi har et ansvar for hinanden, og vi har et ansvar for de svageste i samfundet. Og det fællesskab, som han kæmpede for, det er det, jeg i dag har fået repræsentantskabets opbakning til at føre videre. Det er jeg meget glad for, siger Jens Joel Nielsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.