Studerende sender selvbygget satellit i kredsløb

Aarhus Universitet vil med satellitprogram uddanne kvalificerede medarbejdere til voksende dansk rumindustri

Onsdag kl. 19.18 dansk tid skulle en aarhusiansk udviklet satellit efter planen have været sendt ud i rummet fra Kennedy Space Center. Opsendelsen er nu udskudt et døgn. Arkivfoto. Foto: Joe Skipper - Ritzau Scanpix

Opsendelsen af fragtrumskibet "Dragon" indeholdende en satellit med aarhusiansk udstyr er blevet udskudt.

Fragtrumskibet skulle sendes afsted fra rumbasen Kennedy Space Center i Florida i USA, og tidspunktet var oprindeligt sat til at være tirsdag aften dansk tid.

Grundet vejret i Florida har dette dog ikke kunne lade sig gøre. 

Læs også Nu skal der dyrkes tomater i rummet: Østjysk firma hjælper

Opsendelsen vil dog blive fulgt nøje af en gruppe aarhusianske studerende - uanset tidspunktet. Med om bord er nemlig en satellit, som er designet, samlet og afprøvet af studerende fra Aarhus Universitet.

Ole Knudsen fra Institut for Fysik og Astronomi på Aarhus Universitet forklarer udskydelsen således:

Vejret i Florida er dårligt, og desuden har man haft problemer med noget rottemad.

Ole Knudsen, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet

- Vejret i Florida er dårligt, og desuden har man haft problemer med noget rottemad. Det til sammen har gjort, at der er grund nok til at udsætte opsættelsen indtil i morgen, hvor vejret bliver godt og rotterne har fået nyt mad, forklarer han til TV2 ØSTJYLLAND.

Og han fortsætter:

- Det er første gang, man har rotter med, og de bliver brugt som forsøgsdyr. Man har så fundet ud af, at det mad, de skulle have med, er blevet muggen. Det skal så skiftes ud, hvilket vil blive gjort til i morgen, siger Ole Knudsen. 

Foruden udskiftelsen af mad, så tror universitetet og NASA på bedre vejr i morgen. Opsendelsen vil ske klokken 19.18 dansk tid onsdag aften frem for 19:38, som var planlagt her tirsdag aften. 

Med om bord på fragtrumskibet "Dragon" er en satellit, som er designet, samlet og afprøvet af studerende fra Aarhus Universitet. Foto: Colourbox

Første af sin slags 

Satelitten er den første af en række studentersatellitter, forklarer lektor Christoffer Karoff, Institut for Geoscience.

- Ambitionen er at lave et program, hvor vi uddanner rumkandidater, der har erfaringer med at sende satellitter ud i rummet, siger han til Ritzau.

Satellitten, der blot vejer ét kilo, er navngivet "Delphini 1" efter de to delfiner, der indgår i universitetets vartegn.

Det er planen, at den første satellit vil blive efterfulgt af flere de kommende år.

Ambitionen er at lave et program, hvor vi uddanner rumkandidater, der har erfaringer med at sende satellitter ud i rummet.

Christoffer Karoff, lektor Institut for Geoscience, Aarhus Universitet

Danmark har nemlig en voksende rumindustri, som med lys og lygte søger efter kvalificerede medarbejdere.

Et eksempel er virksomheden GomSpace A/S i Aalborg, der udvikler nanosatellitter. På tre år er virksomheden vokset fra ti til over 200 medarbejdere.

- Vi ved fra blandt andet GomSpace, at de har uhyre stor brug for kvalificeret arbejdskraft, men at de har været nødt til at gå til udlandet for at finde den. 

Læs også Skoleelever udforsker rumkapsel: - Jeg ville savne min familie i rummet

- Så hovedformålet er at levere den fremtidige arbejdskraft til GomSpace og andre virksomheder inden for den voksende rumindustri, siger Christoffer Karoff.

De studerende, der har arbejdet med satellitten, kommer fra forskellige fag. 

- Det er ikke kun ingeniører, der har arbejdet med projektet, men også studerende inden for fysik, astronomi og geoscience. Så vi arbejder på tværs af faggrupper, sådan som man også gør ude i virksomhederne, siger han.

Sat en høj antenne op

Det virker ekstra motiverende, at satellitten ikke bare strander på en hylde i et auditorium, men rent faktisk sendes i kredsløb. 

- Det er sådan noget, der kan være medvirkende til, at man giver den en ekstra skalle og kommer igennem studiet, siger Christoffer Karoff.

Læs også Satellit skudt af sted til Merkur - mission hviler på østjysk teknologi

Som led i projektet har universitetet sat en høj antenne op og opført et kontrolrum med skærme, hvorfra de studerende kan kommunikere med satellitten.

Første stop på turen bliver Den Internationale Rumstation, ISS. Først til januar vil satellitten herfra blive sendt ud i sin egen bane.

Opsendelsen kan følges både på universitetet, som i dagens anledning slår dørene op, og på dets Facebook-side.

00:53

VIDEO: Lystrup-virksomheden Terma spiller stor rolle i nyt rum-eventyr. Videoen er fra i går, 3. december 2018. Video: TV 2

Luk video