Stjal penge og billetter
To mænd sigtet for tyverier
I Havndal stod en 35-årig og en 36-årig mand i aftes bag to forskellige tyverier.
Først slog mændene til mod et supermarked, hvor den ene, på et kontor i baglokalet, stjal fribilletter til Djurs Sommerland og entrébilletter til Støvringgaard Festspil.
På supermarkedets videoovervågning blev mændene senere genkendt som værende de samme, som stod bag et tyveri fra en nærliggende kro.
På kroen på Kronborgvej i Havndal havde personalet opdaget tyvene i gang med at sjæle et større kontant beløb fra et kontor. Personalet tilbageholdt den ene, mens den anden stak af i bil, inden politiet ankom.
- Den ene bliver tilbageholdt på stedet, den anden får bragt bilen til standsning af politiet, siger Mogens Brøndum, politikommissær hos Østjyllands Politi, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Begge mænd blev altså anholdt og er blevet sigtet for tyverierne.