Spiller i særlig kræft-trøje
AGF sætter fokus på kampen mod kræft hos mænd
Normalt er AGF og Brøndby rivaler på banen, men uden for kridtstregerne er de to superligaklubber gået sammen med Danske Spil, Hummel og Kræftens Bekæmpelse om at sætte fokus på en endnu vigtigere kamp: Kampen mod kræft - og særligt hos mænd.
"Det skal løbes væk". Eller "Det går nok over". Det er ofte reaktionen hos mænd, hvis de mærker et eller andet, der ikke er som det skal være. Mænd er for dårlige til at lytte til deres krops signaler. Og endnu dårligere til at gå til lægen i tide. Derfor rammes hver fjerde mand af kræft i løbet af livet. Og det er alt for mange.
AGF, Brøndby, Hummel og Danske Spil vil gerne bidrage til at forbedre sandsynligheden for, at mænd overlever en kræftsygdom. Derfor er de to Superliga-hold på søndag iført hummel-specialtrøjer designet til lejligheden for at gøre opmærksom på den vigtige kamp uden for banen.
Trøjerne er blevet til på baggrund af en designkonkurrence på Danske Spils facebook-side, som adskillige tusinde fodboldfans fra hele landet har deltaget i.
Se: Fodboldspillere uden bukser
To trøjer er efterfølgende blevet valgt ud. Den ene af en dommerjury, den anden ved en afstemning, og det er disse trøjer, AGF og Brøndby vil være i klædt i søndagens kamp.
Efter kampen signerer spillerne trøjerne, der bortauktioneres på Lauritz.com fra mandag klokken 15.00.
Alle pengene herfra går direkte til Kræftens Bekæmpelses indsatsområde, mænd mod kræft.
- Som Superliga-klub nyder vi en stor bevågenhed, og specielt vores kampe mod Brøndby er noget særligt. Den opmærksomhed vil vi gerne stille til rådighed til at sætte fokus på en så vigtig sag, siger Jørn Klinge kommerciel direktør i AGF.
Kampen mod Brøndby spilles på søndag kl. 17.00.