Speeddating midt i eksamen
Eleverne fra Odder gymnasium havde for en aften pakket bøgerne væk og i stedet taget til valgarrangement
Da statsministeren udskrev folketingsvalget var mange unge førstegangsvælgere begravet i eksamensforberedelser.
På Odder Gymnasium mener man, at det er et problem, så her til aften var de unge inviteret til politiker-dating og prøvevalg.
- Normalt så vil ville vi jo holde sådan et arrangement her i skoletiden, men fordi det er eksamenstid, så holder vi sådan et valg-café-arrangement i stedet for, siger samfundsfagslærer Jakob Bang.
De unge vælgere kunne rykke rundt mellem små mini-debatter af seks minutters varighed ved ni forskellige folketingskandidater.
Det skal handle om politik
I forhold til de klassiske debatter, så var Oliver Bloch Musoke fra 3.L glad for mini-debatterne. Han håbede, at han kunne blive klogere på de lokale kandidater.
- Der nogle gange, jeg føler, at det ikke er de spørgsmål, som jeg har lyst til, der bliver stillet, og hvor det kommer til at handle om en masse andre ting end politikken, siger han.
Men efter aftenens arrangement er han stadig lidt i tvivl, hvem han skal stemme på.
- Problemet er, at de to, jeg har tænkt, jeg vil stemme på, de sagde begge noget rigtig godt, så det er stadig svært.
En meningsmåling blandt eleverne på Odder Gymnasium viste, at Socialdemokraterne og Alternativet stod stærkest.
Se reportage fra arrangementet i videoen øverst på siden.