Spareplan i Randers på kant med loven

Ny spareplan på anbringelsesområdet i Randers Kommune er på kant med loven, mener juridisk ekspert.

Planen, der rummer besparelser for i alt 57 millioner kroner, sætter blandt andet en grænse for, hvor mange timer om ugen udsatte børn som udgangspunkt kan få en kontaktperson.

Og netop dette tiltag er på kant med loven, mener juristen Bente Adolphsen, som underviser på socialrådgiveruddannelsen i Århus.

Bente Adolphsen blev kendt, da hun i 2007 afslørede, at Århus Kommune brød loven i flere sager om anbringelser og tvangsfjernelser af børn.

Også socialpædogernes kredsformand i Østjylland, Verne Pedersen, advarer mod de nye retningslinjer og kalder dem russisk roulette med børn og unge.

Borgmester i Randers Kommune Henning Jensen Nyhuus (S) afviser, at kommunens retningslinjer er ulovlige. Han er dog klar til at lade sagen undersøge nærmere.

Se mere i torsdagens nyhedsudsendelse på TV 2 | ØSTJYLLAND kl. 19.30.