Sofie fra Odder har 'X-Factor'

Sofie Linde der er kendt fra børneprogram-met Ramasjang, bliver ny 'X-Factor'-vært

Foto: Lars E. Andreasen

I niende sæson af 'X-Factor' bliver Odder med sikkerhed repræsenteret.

Det er Sofie Linde, der bedst er kendt for MGP, Ramasjang og Sommer Summarum, som skal styre løjerne, når hun afløser Eva Harlou i den prestigefyldte værtsrolle.

- Jeg er på toppen over det. Det er kæmpestort. Det er en ære at få lov til at være 'X Factor'-vært. Jeg har set 'X Factor', siden jeg var helt ung, for det har kørt i store dele af mit liv, siger Sofie Linde i en pressemeddelelse.

Kendt fra børnefjernsyn

Den 25-årige østjyde har mange års erfaring at trække på og er bedst kendt blandt de små voksne. Hun har blandt andet været vært på MGP, Ramasjang Live og senest i sit eget talkshow Sofie Linde Show, som sendes på DR's børnekanal, Ultra.

Derfor føler hun sig rustet til opgaven med seks års erfaring i DR med børne- og ungdoms-tv.

- Børn er de sværeste at lave tv med, for du kan ikke bare aftale, hvad der skal ske, så det har jeg lært en masse af. Som vært har jeg mødt så mange børn og voksne, og derfor er jeg vant til at tale med mennesker. Og 'X Factor' er netop et program, der handler om mennesker, siger Sofie Linde.

Kompetent arvtager

Nu er hun så blevet udvalgt til at styre slaget fra scenen, når seermagneten 'X-factor' igen går løs.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at Sofie Linde bliver en super sej og fantastisk 'X Factor'-vært. Hun har været i DR i mange år, har stor erfaring inden for værtsfaget, og jeg er sikker på, at hun nok skal styre dommerne med kyndig hånd. Sofie er på alle måder charmerende og indlevende, og jeg glæder mig så meget til at se hende på scenen som vært på Danmarks største underholdningsprogram, siger Jan Lagermand Lundme, underholdningsredaktør på DR1.

Sofie Linde bliver den femte X-Factor-vært i rækken efter Lise Rønne, Signe Muusmann, Signe Molde og Eva Harlou.