Sne aflyste kamp: Ny dato for SIF-ACH

Østjysk lokal opgør i 1. division spilles den 3. december

Her er det et billede fra Mascot Park i Silkeborg søndag, hvor man tydeligt kan se, at banen ikke er helt klar til en omgang fodbold. Foto: Niels Frydenlund, SIF

I weekenden blev opgøret mellem Silkeborg IF og AC Horsens i 1. division aflyst, da banen på Mascot Park i Silkeborg ikke var klar til kamp på grund af snevejret.

Nu er der så fundet en ny dato for opgøret: Torsdag den 3. december klokken 19.00.

Store dele af Østjylland blev natten til søndag og søndag formiddag ramt af snevejr.

Banen på Mascot Park i Silkeborg var derfor dækket af sne, og det østjyske lokalopgør søndag eftermiddag måtte aflyses.

Sne udsætter SIFs kamp mod Horsens

Mens AC Horsens har imponeret de fleste i denne sæson med en placering på den oprykningsgivende tredjeplads i 1. division, har Silkeborg IF været en mere skuffende oplevelse.

Efter en skuffende start på tilværelsen i landets næstbedste fodboldrække blev Kim Poulsen fyret som cheftræner, og Peter Sørensen, der er tidligere AGF-træner, blev hentet ind som afløser.

I morgen, tirsdag, har TV 2 | ØSTJYLLANDs debatprogram om fodbold, Fodbold Med Horup, blandt andet fokus på 1. division. Derfor kommer Peter Sørensen fra Silkeborg IF og spillende assistenttræner Niels Lodberg fra AC Horsens i studiet. Fodbold Med Horup sendes på grund af midtvejsvalget først klokken 22.35.