Smukfest slår rekord

Festivalen får nyt rekordår med stort overskud

Danmarks næststørste festival er ikke ramt af den generelle festivalafmatning, men styrer mod nye rekorder.

Længe før skovfesten slutter søndag aften i Skanderborg med TV2 under bøgetræerne, tegner det til, at Skanderborg Festival får et nyt rekordår og en omsætning over sidste års 133 millioner kroner. Sådan lyder vurderingen fra talsmand Poul Martin Bonde.

- Til og med lørdag har vi i barer og madboder omsat for 51 millioner eller kun en million mindre end på hele festivalen i 2011. Så der skal ikke meget salg til søndag, hvor vejret fortsat er super, før vi overgår rekordåret 2011, siger han. 

Billetsalget er i år nogenlunde det samme. Men en del af den øgede omsætning skyldes, at festivalen i år småstartede sidste søndag og for alvor gik i gang allerede onsdag på alle de store scener.

Desuden er publikums tilsyneladende uslukkelige tørst med til at sparke omsætningen op.

Men trods det massive alkoholforbrug hos de tætpakkede menneskemængder i skoven er festivalen alligevel ifølge politiet afviklet i forbilledlig fredelig stemning.

En kollision mellem en 48-årig påvirket cyklist og en rutebil natten til søndag har vist sig mindre alvorlig end først frygtet. Manden har fået en mindre hjerneblødning og blev efter ulykken lagt i koma men er uden for livsfare.  Desuden har der frem til søndag været tre voldssager. En mand på krykker er anholdt efter at have slået en anden mand i hovedet med krykken i en ophedet diskussion, så offeret måtte sys i panden.

Desuden har en festivalmedhjælper fået et knytnæveslag, og det samme har en 22-årig mand.

- Men når man tænker på menneskehavet foran Bøgescenerne med 25.000-30.000 og meget alkohol, så er bare tre tilfælde af vold imponerende lidt, siger lederen af Sydøstjyllands Politi i Skanderborg, Frits Kjeldsen.

Antallet af tyverier fra gæster og telte er halveret til et rekordlavt antal på foreløbig 45 søndag morgen. Til gengæld har politiet haft ekstra fokus på euforiserende stoffer, og det har givet bonus.

- Vi har indtil videre noteret 111 overtrædelser af lov om euforiserende stoffer mod 81 sidste år. Men det skyldes mere den øgede indsats med blandt andet hunde end, at vi tror, at det er flere stoffer i år, siger Frits Kjeldsen.