Små partier vil til fadet
Fire mindre partier har indgået en særpræget alliance for at sikre sig indflydelse i det kommende regionsråd.
Formanden for det kommende midtjyske regionsråd behøver ikke nødvendigvis være en socialdemokrat eller en venstremand.
Det mener i hvert fald fire mindre partier, der netop har indgået en særpræget alliance i bestræbelserne på at vinde den eftertragtede formandspost.
Valgforbundet består af Det Konservative Folkeparti, Kristendemokraterne, Centrum Demokraterne og Det Radikale Venstre. Alliancen betyder, at en stemme på for eksempel Det Konservative Folkeparti i princippet kan være med til at skaffe de radikale et ekstra mandat.
- Vi har jo ikke bundet os politisk til hinanden. Det er et teknisk forbund, der udelukkende skal være med til at øge chancerne for, at de fire partier klarer sig så godt som muligt ved valget, siger de konservatives spidskandidat, Poul Müller.
TV 2 / ØSTJYLLAND har mere om sagen i tirsdagens udsendelser.