Slæber Jyske Bank i retten
Boligforening sagsøger for dårlig rådgivning
Andelsboligforeningen Engskoven i Skødstrup er klar til en årelang retssag mod Jyske Bank, som gav dem dårlig rådgivning i forbindelse med køb af renter.
Andelsboligforeningen Engskoven i Skødstrup er på krigsstien. Nu slæber de Jyske bank i retten, da banken gav boligforeningen dårlig rådgivning.
Banken rådede til at købe såkaldte renteswaps, som ville kunne bidrage til at afbetale gælden, hvis renten steg. Men præcis det modsatte blev tilfældet. Renten faldt, og gælden steg. Grunden til at boligforeningen nu anlægger sag er, at Jyske Banks rådgivere aldrig oplyste om konsekvenserne - derfor har de altså nu fri proces til at føre en sag, som de føler sig overbeviste om, at de vinder.
- Jeg vil sige det så kraftigt, at jeg er helt sikker på, vi vinder, siger talsmand for andelsboligforeningen, Lund Poulsen, til P4 Østjylland.
Unik sag
Sagen her er den første af sin slags nogensinde.
Den mangelfulde rådgivning gjorde, at en af konsekvenserne var, at beboerne nu sidder med en husleje på 9.100 kroner for en bolig på 110 kvadratmeter. Den havde dog været meget højere, hvis ikke de helt usædvanligt fik lov at konvertere lånene i boligforeningen til afdragsfrie lån.
Boligforeningen håber nu, at deres sag kan hjælpe andre. Der er 67 andelsboligforeninger, der er kommet i klemme.
Jyske Bank har ikke ønsket at udtale sig i sagen.