Skytte fik første kasse: Det har naget mig på det sidste

Silkeborg IF’s unge stortalent Sammy Skytte fik hul på målkontoen – langt om længe

02:26

Silkeborg IF fik en potentielt livsvigtig sejr mandag aften, da AGF blev slået 3-1 på udebane, og udover det flotte resultat kunne Silkeborg IF også glæde sig over, at et af stortalenterne fik gang i målscoringen.

Sammy Skytte bankede bolden i kassen til 2-0 og scorede dermed sit første mål for Silkeborg IF.

- Det var helt ubeskriveligt. Det føles sindssygt, sindssygt godt. Det havde jeg ventet på, så jeg er utrolig glad, siger Sammy Skytte til TV2 ØSTJYLLAND. 

Læs også Begejstret Silkeborg-træner: Det var overbevisende

Den 20-årige midtbanespiller, der har været med inde omkring U21-landsholdet, indrømmer da også, at det nu var på tide, at han fik banket en bold i kassen.

- Jeg har da gået og tænkt på det på det sidste, og det har naget mig, at jeg ikke har fået scoret, så det betød rigtig meget for mig at få scoret, det har jeg ventet på i rigtig lang tid, siger Sammy Skytte.

Flere end 20 kampe

Siden debuten i en pokalkamp mod AGF i september 2015 har Sammy Skytte spillet flere end 20 kampe for Silkeborg IF. Uden scoringer, men med stigende formkurve. 

Det har naget mig, at jeg ikke har scoret, så det betød rigtig meget for mig.

Sammy Skytte, Silkeborg IF

Hans træner Peter Sørensen var også fuld af rosende ord til sit stjernefrø.

- Det er fortjent, at han kommer på tavlen. Han er en dygtig spiller, der stadig har det bedste foran sig, og det at han får scoret er både han og alle vi andre meget glade for, siger Peter Sørensen.

AGF-Silkeborg 1-3 (0-2)

0-1 Nicklas Helenius (16. minut)
0-2 Sammy Skytte (22. minut)
0-3 Nicklas Helenius (54. minut)
1-3 Danny Olsen (67. minut)

Tilskuere: 9.098

Sammy Skytte har efterhånden bidt sig fast på midtbanen i Silkeborg ved siden af enten Ibrahim Moro, Mikkel Vendelbo eller dem begge, men det var altså først mod AGF, at han fik netmaskerne til at blafre – og det med et flot mål, hvor han snød en mand i feltet, inden han sparkede den ind. 

Den unge spiller vil også gerne i fremtiden bidrage med mål – og han håber, at AGF-kampen kan være katalysatoren.

Læs også Silkeborg IF tromlede AGF i Aarhus

- Jeg ser mig som en spilfordeler, der også kommer til at lave mål og assists, men jeg ligger lidt længere tilbage i banen, men det er klart et mål for mig i fremtiden at bidrage med flere mål og assists, siger Sammy Skytte.

Se interviewet med Sammy Skytte i videoen øverst i artiklen. Her takker han også holdkammerat Emil Scheel for en brændt chance.