Skovby-drab: Retssag til efteråret
Det bliver efter alt dømme først engang i løbet af efteråret, at fem drabssigtede rumænere kommer for retten.
Den 76-årige Karsten Nørgaard mistede livet i oktober sidste år under uhyggelige omstændigheder. Gerningsmænd trængte ind i hans hjem, og her blev han tævet til døde. Karsten Nørgaards kone overlevede røveriet.
De fem rumænere, der er mistænkt for at stå bag drabet, har siden november fået forlænget deres varetægtsfængsling hver fjerde uge. Og de kommer til at vente noget tid endnu, vurderer den ene af de fem sigtedes advokat Thomas Kelstrup.
- Sagen skal rettes til, og der er sommerferie, så den kommer tidligst for i oktober, siger Thomas Kelstrup til Horsens Folkeblad.
Statsadvokaten vil efter alt at dømme komme med enten et anklageskrift mod de fem eller en tilkendegivelse om hvorvidt, de alle skal sigtes for drab. Det skriver Horsens Folkeblad.