Skanderborg-træner efter nedrykning: Vi skal slutte ordentligt af

Kvinderne fra Skanderborg Håndbold må en tur ned i 1. division efter lørdagens nederlag

02:43

Én enkelt sæson i landets bedste række blev det til for krigerne fra Skanderborg Håndbold.

Efter lørdagens nederlag på 27-34 hjemme mod de forsvarende danske mestre fra Team Esbjerg ligger det nu fast, at skanderborgenserne må en tur ned i 1. division.

Men inden det kommer så langt, gælder det en udekamp mod Ringkøbing i næste uge. Og ifølge Mikkel Voigt Frederiksen, træner for Skanderborg Håndbold, gælder om at slutte ordentligt af.

Læs også Tabte til mestrene: Skanderborg Håndbold rykker ned

- Vi har en uge tilbage af turneringen, og vi skal spille en kamp i Ringkøbing, som kunne være sjov at vinde. Simpelthen for at slutte af på et højere niveau end det, vi viste i dag, siger Mikkel Voigt Frederiksen.

Fire point på kontoen

I sæsonens 21 kampe har kvinderne fra Skanderborg vundet en enkelt kamp og spillet to uafgjort. Det giver fire point på kontoen, og derfor var holdet tvunget til en sejr denne lørdag for at holde liv i drømmen om at forlænge tilværelsen i Primo Tours-ligaen - men sådan gik det som bekendt ikke.

Ved pausen stod det 16-10 til vestjyderne, og selv om det blev mere lige i anden halvleg, var udesejren ikke for alvor truet. 

  Foto: Ole Nielsen - Scanpix

- Kampen i dag (lørdag, red.) synes jeg, at vi var mindst et skridt bagud fra start til slut, og jeg synes, at vi havde svært ved at dække dem på kompetencer nede i forsvaret, vi havde svært ved at vinde vores dueller, og vi havde svært ved at finde muligheder for at løfte på dem i frygt for, at de brugte deres stregspiller, siger Mikkel Voigt Frederiksen, der heller ikke var tilfreds med angrebsspillet, hvor han blandt andet efterlyser mere skarphed og variation i afslutningerne. 

Han tror ikke, at dagens knap så gode præstation skyldes, at holdet havde ekstra mange nerver på.

Læs også Nederlag sender Randers HH ud af landets bedste række

- Vi har ikke brugt tid på at gøre den her kamp til mere, end den var. Vi har brugt tiden på at tale lidt om vores spil, vores modstander og prøve at omstille tingene, så det gav mening i forhold til kampen i dag. Vi har ikke brugt tid på at snakke om, hvor vigtig kampen var, det kommer der ikke noget godt ud af, siger Skanderborg-træneren.

Du kan se interviewet med Mikkel Voigt Frederiksen i videoen øverst på siden.

TV 2 | ØSTJYLLAND har fulgt krigerne fra Sanderborg Håndbold gennem sæsonen. Du kan se programserien her.

Skanderborg-Team Esbjerg 27-34 (10-16)

Skanderborg:  Kristina Jørgensen 9, Laura Damgaard Lund 4, Annika Jakobsen 4, Trine Knudsen 3, Sidsel Mejlvang 3, Sarah Stougaard 1, Sofia Deen 1, Steinunn Hansdòttir 1, Othilia Christensen 1

Team Esbjerg:  Jenny Alm 8, Vilde Ingstad 6, Maria Vestergaard 5, Ida Karlsson 4, Nanna Traberg 4, Ulrika Toft Hansen 3, Laura van der Heijden 3, Tove Seest 1

Udvisninger: Skanderborg 0, Team Esbjerg 2
Tilskuere: 250