SIF-træner glad for sejr
En fantastisk første halvleg lagde grunden til Silkeborg IF-sejr mod Roskilde onsdag aften. Tømrer og Lekic scorede.
I onsdagens sene kamp i første division tog storsatsende Silkeborg IF imod FC Roskilde.
En kamp som de røde helst skulle vinde, hvis planerne om oprykning til superligaen i denne sæson skal realisteres.
Og Silkeborg sprudlede i første halvleg. Angrebsduoen Henrik "Tømrer" Pedersen og Rajko Lekic fik hver scoret, og SIF kunne gå til pause med en 2-0 føring.
- Anden halvleg derimod var tynd, der gjorde vi ikke ret meget mere end nødvendigt. Vi fik ikke brugt hinanden godt nok, og der var lidt for meget individualisme over tingene i stedet for det gode kollektiv fra første halvleg, siger cheftræner Peder Knudsen til klubbens hjemmeside
Men Knudsen er glad for sejren på 2-0.
- Det ville vi altså gerne have solgt den for på forhånd, og så skulle jeg vist være et skarn, hvis jeg ikke var tilfreds, lyder det fra Peder Knudsen.