Serieforbryder fanget
Tog på lovbrudsturné i Østjylland
En 26-årig mand fra Aarhus bliver i dag fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus, efter at han i går blev anholdt klokken lidt i tre i Skødstrup. Inden da havde manden været fuldt beskæftiget med at bryde loven.
Det hele starter med, at en gruppe håndværkere holder pause fra arbejdet i Skødstrup.
- De står klokken 13.20 og taler sammen. Pludselig hører de deres varevogn starte og derefter kører den derfra med hvinende dæk, siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Mændene anmelder tyveriet og begynder selv at lede efter bilen. Efter noget tid finder de den ved Degnevænget i Hornslet. Inde i bilen ligger der to store batterier, der ikke er håndværkernes. Politiet bliver tilkaldt og manden bliver anholdt.
Mens politiet står med gerningsmanden, kommer der yderligere en mand, der har fået stjålet to store batterier til både i sit skur i nærheden. Det viser sig at være de to batterier i varevognen.
Men her slutter det ikke. Det viser sig også, at den unge mand har taget turen til Skødstrup - hvor han stjal varevognen - i taxa og efterfølgende er stukket af fra regningen.
Den unge gerningsmand kan højest sandsynligt se frem til en hel stak sigtelser.