Sallings store dag
Stor fødselsdagsfest i Tivoli Friheden
Med en stor fest i Tivoli Friheden i Aarhus tager Karin Salling lørdag aften forskud på sin 70 års fødselsdag i morgen, søndag.
De 134 indbudte gæster blev modtaget ved kulturhuset Hermanns, som Sallings Fond tidligere har doneret 12 millioner kroner til, og hvor aftenens fest bliver holdt.
Ifølge Karin Salling vil der være underholdning hele aftenen, og der bliver desuden skudt raketter til vejrs i forbindelse med et stort festfyrværkeri.
Se: Hvem skal have 40 millioner?
Der bliver kun holdt én enkelt tale - og den holder fødselaren selv. Det skyldes dog langtfra, at hun ikke har lyst til at høre på sine gæster.
- Jeg glæder mig til at se alle de mennesker, som jeg gerne har villet møde. Det er ikke altid, at man lige kan samle 134 mennesker. Man ser dem jo ikke hver dag, så jeg synes, det er dejligt at se dem i aften, siger Karin Salling til TV 2 | ØSTJYLLAND forud for aftenens fest.
Karin Salling blev i 1977 gift med en af Danmarks største købmænd, Herman Salling - grundlæggeren af Dansk Supermarked. Hun har været enke siden 2006.