Sætter vielses-rekord
Mange par vil giftes 12.12.12 kl. 12.12
Onsdag plejer ikke at være den store vielsesdag i Favrskov Kommune, men det rykker onsdag den 12/12 2012 i den grad ved.
Ifølge Favrskov Kommune har ikke færre end 13 par booket tid til vielse på den særlige dato. Dermed bliver der sat ny lokal rekord for antallet af vielser på samme dag.
Alle vielserne finder sted præcis kl. 12.12 på udvalgte steder i kommunen, blandt andet på Bidstrup Gods, Kollerup Mølle Kro og Restaurant Pøt Mølle ved Hammel.
Udnævnt til giftefogeder
Borgmester Nils Borring (S) vier et af parrene. Han får følgeskab af adskillige byrådsmedlemmer, der i dagens anledning er blevet udnævnt til giftefogeder.
- Det er glædeligt, at så mange par har valgt at blive viet netop denne særlige dag. Med så flot opbakning bliver det til en festlig vielsesevent, hvor vi også er glade for, at virksomheder og specielle steder har spillet med og sagt ja til, at vielserne må foregå hos dem, siger Nils Borring i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
I forbindelse med vielseseventen er samtlige 13 par blevet tilbudt undervisning i brudevals.