S: Bille som borgmester

Byrådspolitiker forslår rødt flertal

Anette Quist Busk (S) vil lægge en ny borgmesterkabale.

Efter at Venstre i går indgik en aftale med blandt andre SF, har Venstres Jørgen Brøgger valgt at forlade partiet i protest over aftalebruddet. Samtidig er der splittelse hos Socialdemokraterne, der blev fravristet borgmesterposten.

Partiet har valgt at stå helt uden for den nye aftale, men byrådsmedlemmet Anette Quist Busk (S) mener, at man skal forsøge at lægge en ny borgmesterkabale.

Hun foreslår, at Socialdemokraterne går sammen med Enhedslisten, Radikale og SF og i stedet for peger på Kirstine Bille (SF) som borgmester:

Se: Vælgere: En farce

- Det er nu, der skal smedes. Vi skal gå benhårdt efter at få magten og indflydelsen. Det er derfor, jeg appellerer til, at vi skal prøve at se i øjnene, at den, der brænder bedst igennem over for borgerne i Syddjurs Kommune, det er Kirstine Bille. Hun er også den, der har det største personlige stemmetal, siger Anette Quist Busk til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Anette Quist Busk vil med sit forslag holde Venstre ude af konstitueringsaftalen.

- Så kan vi holde løftebryderne ude i kulden, hvor de hører hjemme, siger Anette Quist Busk til TV 2 | ØSTJYLLAND.