Rockere har likvideringsplaner

Ifølge avis har rockerne i Århus udpeget tre medlemmer af indvandrerbande, som skal likvideres.

Den seneste tids uro mellem indvandrere og rockere i Århus er ikke så udramatisk, som politiledelsen forsøger at gøre den til.

Det skriver Jyllands-Posten, som i dag fortæller, at Østjyllands Politi rent faktisk har fået navnene på tre medlemmer af Trillegårdsbanden, som rockerne har planer om at likvidere.

De oplysninger skulle politiet have fået af kilder fra det kriminelle miljø.

Desuden har kilder tæt på rockermiljøet fortalt politiet, at flere Hells Angel-medlemmer har evakueret deres familier fra Århus.

Ifølge Jyllandsposten anser Østjyllands Politi en skudepisode ved et fitness-center den 4. august for at være et første forsøg fra rockernes side på at likvidere et medlem af Trillegårdsbanden.

Desuden mener avisen at vide, at en formodet hævnaktion en måneds tid senere fra indvandrerbanderne mod HA's klubhus på Bryggervej i forstaden Risskov var langt mere dramatisk, end den officielle version fra politiet hidtil har antydet.

Det var her, der blev kastet to håndgranater mod ejendommen i Risskov.

TV 2 | ØSTJYLLAND følger sagen.