Robotter skal træne ældre
Ældre i Aarhus skal gå til hjernefitness
De ældre på genoptræningscenteret Vikærgården i Aarhus skal i et forsøg gå til hjernefitness ved hjælp af den nyeste teknologi. Her skal de træne hjernen ved hjælp af en robot og en iPad.
- Robotten Silbot går en tur på gulvet, og borgeren skal derefter indtaste den pågældende rute ind på en iPad. På den måde træner de og får efterfølgende feedback fra Silbot, siger projektleder Iben Brandenburg fra Vikærgården til DR Østjylland.
Det nye forsøg skal supplere centerets udbud om fysisk aktivitet.
- Det handler om at koble den fysiske og psykiske del sammen, så vi ser det som en samlet tilbud, hvor vi tænker på det hele menneske, siger Iben Brandenburg.
Ifølge Iben Brandenburg kommer borgerne til at sidde mellem fire og seks personer sammen omkring undervisningsforløbet. På den måde lærer de også af hinandens erfaringer.
Forsøget og ikke mindst robotten Silbot går i gang den 1. juni og tre uger frem.