RFC-anfører forventer vild kamp mod formstærke Brøndby

Randers FCs Marvin Pourie skal formentlig have en god dag, hvis kronjyderne skal have point mod Brøndby. Foto: Bo Amstrup - Scanpix

Søndag eftermiddag gæster Brøndby IF det kronjyske og kriseramte Randers FC

Det kronjyske fodboldflagskib Randers FC har kun fået et sølle point i sæsonens fire første kampe, og det er samtidig blot blevet til en scoring. Lørdag venter en svær opgave i jagten på at komme på ret køl.

Her kommer københavnske Brøndby IF på besøg, og her er der tale om et hold i en lidt anden form end Randers. Vestegnens stolthed har fået ni point i fire kampe, og senest vandt man over mestrene fra FCK.

Hjemmeholdets anfører, Mads Agesen, forudser en vild kamp.

- Vi har efterhånden mødt Brøndby så mange gange nu med deres nye spillestil (overfaldsfodbold, red.), at vi godt kan forvente, hvad der kommer til at ske. De vil sætte sig på os, og det skal vi forsøge at afværge, siger han til Randers FCs hjemmeside.

Og lykkes den mission, så tror den stærke forsvarsspiller på muligheden for en sejr. En, der nok vil forsøge at forpurre det, er den hjemvendte søn Kasper Fisker, som nu spiller for Brøndby.

Læs også Målnærige Randers FC henter offensiv spiller

- Nu må vi jo lige se, om han starter inde, men hvis han gør, bliver det da sjovt at møde ham, lyder det fra Agesen.

Anføreren opfordrer folk til at komme på stadion søndag kl. 16, således at holdet kan få maksimal støtte fra lægterne.

Til opgøret må Randers FC undvære Joel Allansson, der i løbet af ugen fik et slag på knæet, der gør at han ikke er klar til kampen. Til gengæld kan Ibrahima Ndiaye få debut.

Randers-truppen

Hannes Halldórsson
Kasper Enghardt
Johnny Thomsen
Mads Agesen
Joni Kauko
Mayron George
Marvin Pourié
Erik Marxen
Frederik Lauenborg
Perry Kitchen
Mikkel Kallesøe
Alexander Fischer
Saba Lobjanidze
Jonas Bager
Jonas Dakir
Nikola Djurdjic
Ibrahima Ndiaye
Nicolai Poulsen
Marcus Mølvadgaard