Razzia i midtbyen

Fart, mobiltelefon og sele de store syndere

Arkivfoto

Østjyllands politi gennemførte i dag en større razzia i Aarhus.

I alt 100 sager blev det til. Særligt manglende sele, for høj fart og brug af håndholdt telefon kostede bilisterne mange bøder.

- I alt 34 bilister blev taget for at køre uden sele, og det kan både bekymre og undre. For de fleste biler har selealarm i dag, så enten har de ignoreret den tilpas længe og bevidst kørt uden, eller også har de fået alarmen afmonteret, siger politikommisær, Mogens Brøndum til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Politiets laserkontrol tog opstilling ved Kongevejen tæt på Tangkrogen. Her blev i alt 35 bilister taget med så høj fart, at det kostede et klip i kørekortet. Yderligere to blev taget med for høj fart, de kørte så stærkt, at de begge har fået kørekortet frakendt betinget.

Derudover fik 26 bøde for at tale i mobiltelefon, to fik klip i kortet for at køre over for rødt lys og en fik klip i kortet for at overhale højre om.