Randers opgiver at finde skolelæge
Randers Kommune håber at slippe for lovkrav, om at en skolelæge skal undersøge byens børn
Børn i Randers må frem over nøjes med en sundhedsplejerske, fordi der mangler skolelæger.
Det fortæller P4 Østjylland.
Loven kræver ellers, at en læge undersøger børnene, både når de begynder i skole, og når de forlader den igen.
Men Randers Kommune vi nu prøve at slippe for kravet.
- Vi har ikke kunnet leve op til lovens krav i og med, at vi ikke kan få besat den lægestilling, vi har haft ledig i flere år, siger sundhedschef Bo Skovgaard.
Der er over 12.000 børn i Randers Kommune og kun én skolelæge. Kommunen har forsøgt at finde én til, men det har været umuligt.
Derfor vil kommunen søge Indenrigs- og Sundhedsministeriet om lov til at lave en anden løsning, hvor sundhedsplejersker tager sig af de fleste børn i Randers.