Randers HK skal møde portugisere
Clube Desporto Escolar Colegio de Gaia bliver kronjydernes modstander i anden runde af EHF-cuppen.
Hal-speakeren får nok knuder på tungen, når Clube Desporto Escolar Colegio de Gaia kommer forbi Randers til oktober. Kvinderne fra Randers HK skal møde holdet i anden runde af EHF-cuppen.
Clube Desporto Escolar Colegio de Gaia er ikke et hold, som er specielt godt kendt af blandt andre Randers HK's cheftræner Jan Leslie.
- Jeg ved ikke andet, end at de blev nummer to den portugisiske liga, og at de sidste år havde to tætte kampe mod spanske Ribarroja, der spillede Champions League de to foregående sæsoner. Så der må være et eller andet i dem, siger Leslie til Randers Amtsavis.
Træneren understreger dog, at alt andet end en samlet sejr over portugiserne vil være uacceptabelt.